Du er på den danske version
Svensk version

Fakta om Rundetårn

Rundetårn i København er måske ikke den største turistkendis i udlandet, men bygningen trækker hvert år mange danskere til en tur op ad spiralgangen – men hvor godt kender du den danske seværdighed?

 

 

Vi har samlet 10 finurlige fakta om Rundetårn, der byder på seje informationer, du kan blære dig med – og en mærkværdig gåde!

 

 

Rundetårn blev bygget af Kong Christian den 4. i år 1637

 

Attribution: wiredforlego – flickr.com

 

1) I 2015 lykkedes det kunstneren Uwe Max Hansen at forcere det første sikkerhedshegn øverst oppe fra tårnet, da han ville udføre en art performancekunst. Han drak en øl og hev derefter sit kønslem frem, hvorefter han urinerede ned på gaden. Han udtalte efterfølgende, at han gerne ville give københavnerne en ny slags vandkunst, hvor Rundetårn skulle agere soklen.

 

2) Desværre er det ikke alle, der køber en billet til Rundetårn med intentionen om, at det skal være en returbillet ad samme vej. Flere gange har folk forsøgt – og haft held – til at tage deres eget liv ved at springe ud fra Rundetårn. Dette er blandt andet sket i 2008 og 2016. Man har dog flere hegn sat op øverst i tårnet, der ikke skal gøre det let at klatre ud for at kunne hoppe ud fra tårnet.

 

3) Trods de tragiske omstændigheder ved den slags begivenheder så har uheld med udspring fra Rundetårn været omdrejningspunktet i selv en berømt vise, der har mange år på bagen. ”Adolf” hedder visen, der blev nedfældet af forfatteren Julius Strandberg, som levede fra begyndelsen af 1800-tallet til starten af 1900-tallet. I visen berettes om manden Adolf og hans kærlighed til en pige, Thora. Kærligheden bliver dog ikke gengældt, så Adolf vælger at tage sig selv af dage ved at springe ud fra Rundetårn. Visen er senere blevet gjort kendt i en fortolkning af Kim Larsen.

 

4) Der findes en stor inskription på siden af Rundetårn, der udgør en rebus. Angiveligt skulle den betyde, at Gud skulle overdrage lærdom og retfærdighed ind i den daværende konge. Ikke alle er dog enige i den udlægning af tolkningen. Andre mener derimod, at det er en hilsen til et broderskab eller en loge, der lægger skumle planer for at overtage riget med videre.

 

 

Attribution: Moahim – wikipedia.com

 

5) De fleste mennesker kan nok regne ud, at med Rundetårns ikoniske status som et nationalt klenodie så har den været benyttet som lokation i flere forskellige, danske film som et mere eller mindre vigtigt element. De færreste var måske klar over, at Rundetårns mange ”roller” i forskellige film blandt andet inkluderer en medvirken i det erotiske lystspil ”Hopla på sengekanten” fra 1976.

 

6) Da trafikken gennem København var forøget markant gennem tiden siden opførelsen af Rundetårn i 1600-tallet, kom man i slutningen af 1800-tallet med et forslag om at flytte Rundetårn et par meter væk for at give bedre plads til trafikken. Den plan blev dog skrinlagt i starten af 1900-tallet, da man fandt på en bedre løsning, der ikke krævede at rykke Rundetårn.

 

7) Inde i Rundetårn er der blandt andet en planetmaskine, der er konstrueret af den danske astronom Ole Rømer. Maskinen viser altid stillingen for de seks inderste planeter i vores solsystem omkring solen. Denne maskine skal trækkes op en gang om ugen for at fungere.

 

8) Hvis du selv har taget en tur i Rundetårn for at komme fra gadeplan og helt op i tårnet og kigge ud på det københavnske byliv, så har du måske undervejs i spiralgangen tænkt over, hvor længe den tur varer. Svaret på dette kommer selvfølgelig an på din kondition, men vi kan fortælle, at spiralgangen snor sig 7,3 gange rundt om sig selv, og hvis du vandrer helt yderst på gangen, er længden 281 meter, mens den er markant mindre med 93,5 meter, hvis man går inderst.

 

9) Du har måske hørt udtrykket: ”Hvad er højest? Rundetårn eller et tordenskrald?” Den sætning benytter man sig af til at påpege, når man forsøger at sammenligne to enheder, der ikke kan måles under de samme forudsætninger.  Dog kan vi fortælle, at Rundetårn er lidt over 41,5 meter højt, hvis man måler udkigsposten med. Rundetårn blev nemlig opført med tanke på at være et udkigstårn i sin tid.

 

10) Konstruktionen af tårnet sammen med den tilhørende kirke, Trinitatis Kirke, blev igangsat af den driftige og byggelystne Kong Christian den 4. i år 1637 og stod færdig fem år senere.

Kilder og yderligere viden om emnet

Sidst opdateret af redaktionen den 06. maj 2020