Vores solsystems dannelse og opbygning

Solsystemets dannelse

Den mest anerkendte teori bag solsystemets dannelse blandt astronomerne er den såkaldte nebula-teori, som forklarer solsystemet dannelse således:

1. Nebula: En stor roterende sky af gas og støv, der går under betegnelsen ’den solare nebula’ opstår (ca. 4,5 mia. år siden)
2. Tallerkenformen: Idet den store nebula kollapser pga. dens tyngdekraft, roterer den hurtigere og hurtigere, hvilket resulterer i, at den antager en flad ”tallerkenform”
3. Solens dannelse: Det meste af materialet i skyen bliver trukket mod centrum og danner solen
4. Dannelsen af planetesimaler: Andre partikler kolliderer (inde i ”tallerknen”) og bliver derved sammensat til såkaldte ‘planetesimaler', som er objekter med en størrelse på op til omkring 1 km i diameter
5. Dannelsen af planeter, måner osv.: Nogle af disse planetesimaler bliver senere til asteroider, kometer, måner og planeter
6. Indre planeter: Planeterne i det indre solsystem får sine karakteriske klippeoverflader, fordi solvindene er så kraftige, at de blæser de fleste lettere elementer væk (såsom brint og helium) og derved kun efterlader de små stenplaneter
7. Ydre planeter: Solvindene mister deres kraft efterhånden som de bevæger sig ud i solsystemet og efterlader derfor planterne i det ydre solsystem som gaskæmper, der hovedsageligt består af brint og helium 

 

[adinserter block=”1″]

 

Solsystemets opbygning

Her gennemgås de enkelte dele i solsystemets opbygning. Solsystemets opbygning kan hurtigt skitseres som følger:

 

Solen – Merkur – Venus – Jorden – Mars – (asteroidebæltet) – Jupiter – Saturn – Uranus – Neptun – (Kuiperbæltet inkl. Pluto) – (Oort skyen) – (heliosfæren)

 

De enkelte elementer gennemgås mere grundigt herunder:

 

• Solsystemets planeter: Vores solsystem består af 8 planeter (Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun) og 5 dværgplaneter (Ceres, Makemake, Haumea, Eris, Pluto) samt tusindvis af asteroider og kometer

• Asteroider: De fleste asteroider i vores solsystem befinder sig mellem planeterne Mars og Jupiters kredsløbsbane og kaldes blot ’asteroidebæltet’
  • Eksperterne anslår, at asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter indeholder mere end 750.000 asteroider med en diameter på 1 km eller derover samt flere millioner mindre asteroider og meteorider (klippestykker)
  • Nogle af asteroiderne har kredsløb, der indimellem får dem til at kollidere med Jorden eller andre planeter i det indre solsystem

• Kometer: Størstedelen af kometerne i solsystemet er længere væk fra Jorden end Pluto og findes i Kuiperbæltet samt i Oort skyen
  • Kometerne i solsystemet består hovedsageligt af is og sten. Når en komet nærmer sig solen, smelter noget af isen i dens kerne og forvandles derved til gas; og det er netop denne gas, der udgør kometernes karakteristiske ”haler”
  • Man opdeler kometer i kort- og langlivede kometer; de kortlivede fuldfører deres kredsløb på under 200 år og menes at stamme fra Kuiperbæltet, mens de langlivede fuldender deres kredsløb på over 200 år og sandsynligvis kommer fra Oort skyen

• Indre solsystem: De 4 planeter nærmest solen – Merkur, Venus, Jorden og Mars – er såkaldte ’klippeplaneter’ (også kaldet stenplaneter, jordplaneter eller terrestriske planeter), fordi de alle har solide klippeoverflader. Disse planeter kaldes også ’det indre solsystem’

• Ydre solsystem: De 4 største planeter der ligger længere fra solen end Mars – dvs. Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun – er såkaldte ’gaskæmper’ (også kaldet gasplaneter eller jovianske planeter), fordi de ikke har en fast overflade, men i stedet primært består af gas. Disse planeter kaldes også ’det ydre solsystem’
  • Planeterne i det ydre solsystem består primært af brint og helium, og har dermed en sammensætning, der minder meget om solens. Nogle forskere mener, at planeterne muligvis har solide kerner. Herudover har de ringe, der indeholder støv, sten og is. Disse elementer varierer meget i størrelse; fra støvkorn til blokke på størrelse med et hus
  • Saturn har de største og mest markante ringe blandt planeterne i vores solsystem – men Jupiter, Uranus og Neptun har også ringe

• Magnetfelter: De fleste planeter i vores solsystem har magnetfelter, der omgiver dem (en såkaldt ’magnetosfære’). Solen har desuden et magnetfelt (heliosfæren), som indlemmer hele vores solsystem

• Måner: Næsten alle planeterne i vores solsystem – og nogle af månerne – har en atmosfære. De kemiske stoffer der findes i de enkelte atomosfærer, varierer dog en del, ligesom atmosfærernes adfærd (i kraft af forskelle i planeternes kredsløb) er forskelligartede. Eksempelvis kollapser Plutos atmosfære, når Pluto i sit kredsløb bevæger sig langt væk fra solen. Atmosfæren genopstår, når planeten nærmer sig solen. Dette fænomen er ellers noget, man mest ser hos kometer
  • Der findes 166 kendte måner i vores solsystem. Dette tal inkluderer dog kun måner til anerkendte planter, hvilket derfor ekskluderer f.eks. Plutos måner

• Kuiperbæltet: Kuiperbæltet findes ca. 50 AE (50 x Jordens afstand til solen) fra solen – efter Neptuns kredsløb – og strækker sig 30-35 AE videre ud i solsystemet. Kuiperbæltet indeholder sandsynligvis flere hundrede tusinde isobjekter, der er mere end 100 km brede samt over 1 billion kometer (eller flere)

• Oort skyen: Oort skyen findes ca. 50.000 AE fra solen og kan i teorien strække sig 5.000-100.000 AE ud i solsystemet. Oort skyen indeholder op til 2 billioner isobjekter og et meget stort antal kometer. Det bør bemærkes, at Oort skyen er aldrig blevet observeret
• Heliosfæren: Efter Oort skyen kommer solsystemets ende ’heliosfæren’, som er solens enorme dråbeformede magnetfelt, der omgiver hele solsystemet og består af elektrisk ladede partikler. Mange astronomer mener, at heliosfærens afstand til solen er omkring 15 milliarder kilometer fra solen