Dannelsen af solsystemet

Den mest anerkendte teori bag solsystemets dannelse blandt astronomer er den såkaldte tågeteori, som forklarer solsystemets dannelse på følgende måde:

1. Nebula: En stor roterende sky af gas og støv kendt som 'soltågen' opstår (for ca. 4,5 milliarder år siden).
2. Pladens form: Når den store stjernetåge kollapser på grund af tyngdekraften, roterer den hurtigere og hurtigere, hvilket resulterer i, at den får en flad "tallerken"-form.
3. Dannelsen af solen: Det meste af materialet i skyen trækkes ind mod centrum og danner solen.
4. Dannelsen af planetesimaler: Andre partikler kolliderer (inde i "tallerkenen") og samles således til såkaldte "planetesimaler", som er objekter på op til ca. 1 km i diameter.
5. Dannelsen af planeter, måner osv: Nogle af disse planetesimaler bliver senere til asteroider, kometer, måner og planeter.
6. Indre planeter: Planeterne i det indre solsystem får deres karakteristiske stenede overflader, fordi solvindene er så stærke, at de blæser de fleste af de lettere grundstoffer (som brint og helium) væk og kun efterlader de små stenede planeter...
7. Ydre planeter: Solvindene mister deres kraft, når de bevæger sig ud i solsystemet, og efterlader planterne i det ydre solsystem som gasgiganter, der hovedsageligt består af brint og helium.

Fakta: Dette er vores solsystem

 

Solsystemets opbygning

Her diskuteres de enkelte dele af solsystemets opbygning. Solsystemets opbygning kan hurtigt skitseres som følger:

 

Sol - Merkur - Venus - Jorden - Mars (asteroidebælte) - Jupiter - Saturn - Uranus - Neptun (Kuiperbæltet inkl. Pluto) - (Oort-skyen) - (heliosfæren)

 

De enkelte elementer diskuteres mere detaljeret nedenfor:

 

• Planeterne i solsystemet: Vores solsystem består af 8 planeter (Merkur, Venus, Jorden, Mars, Jupiter, Saturn, Uranus, Neptun) og 5 dværgplaneter (Ceres, Makemake, Haumea, Eris, Pluto) samt tusindvis af asteroider og kometer.

• Asteroider: De fleste asteroider i vores solsystem befinder sig mellem planeterne Mars og Jupiters bane og kaldes simpelthen "asteroidebæltet".
  • Eksperter vurderer, at asteroidebæltet mellem Mars og Jupiter indeholder mere end 750.000 asteroider med en diameter på 1 km eller mere, samt millioner af mindre asteroider og meteoritter (sten).
  • Nogle af asteroiderne har baner, der af og til får dem til at kollidere med Jorden eller andre planeter i det indre solsystem.

• Comets: Størstedelen af kometerne i solsystemet er længere væk fra Jorden end Pluto og findes i Kuiperbæltet og Oort-skyen.
  • Kometer i solsystemet består hovedsageligt af is og sten. Når en komet nærmer sig solen, smelter noget af isen i dens kerne og bliver til gas, og det er denne gas, der udgør kometernes karakteristiske "haler".
  • Kometer inddeles i kort- og langlivede kometer; kortlivede kometer afslutter deres kredsløb på mindre end 200 år og menes at stamme fra Kuiperbæltet, mens langlivede kometer afslutter deres kredsløb på over 200 år og sandsynligvis kommer fra Oort-skyen.

• Det indre solsystem: De 4 planeter tættest på solen - Merkur, Venus, Jorden og Mars - er såkaldte 'klippeplaneter' (også kaldet stenplaneter, jordplaneter eller terrestriske planeter), fordi de alle har faste klippeoverflader. Disse planeter kaldes også 'det indre solsystem'.

• Det ydre solsystem: De 4 største planeter længere væk fra solen end Mars - dvs. Jupiter, Saturn, Uranus og Neptun - er såkaldte 'gaskæmper' (også kaldet gasplaneter eller jovianske planeter), fordi de ikke har en fast overflade, men i stedet primært består af gas. Disse planeter kaldes også 'det ydre solsystem'.
  • Planeterne i det ydre solsystem består primært af brint og helium, hvilket gør deres sammensætning meget lig solens. Nogle forskere mener, at planeterne kan have faste kerner. Derudover har de ringe, der indeholder støv, sten og is. Disse elementer varierer meget i størrelse, fra støvkorn til blokke på størrelse med et hus.
  • Saturn har de største og mest fremtrædende ringe blandt planeterne i vores solsystem - men Jupiter, Uranus og Neptun har også ringe.

• Magnetiske felter: De fleste planeter i vores solsystem har magnetfelter omkring sig (en såkaldt "magnetosfære"). Solen har også et magnetfelt (heliosfæren), som omfatter hele vores solsystem.

• Måner: Næsten alle planeterne i vores solsystem - og nogle af månerne - har atmosfærer. Men de kemiske stoffer, der findes i de enkelte atomkugler, varierer meget, og atmosfærernes opførsel (på grund af forskelle i planeternes baner) er også forskellig. For eksempel kollapser Plutos atmosfære, når Pluto kredser langt væk fra solen. Atmosfæren gendannes, når planeten nærmer sig solen. Dette fænomen ses mest hos kometer
  • Der er 166 kendte måner i vores solsystem. Dette tal inkluderer dog kun måner af anerkendte planter, og udelukker derfor månerne af Pluto, for eksempel

• Kuiperbæltet: Kuiperbæltet befinder sig ca. 50 AE (50 x Jordens afstand fra solen) fra solen - efter Neptuns bane - og strækker sig 30-35 AE længere ud i solsystemet. Kuiperbæltet indeholder sandsynligvis hundredtusindvis af iskolde objekter, der er mere end 100 km brede, og over 1 billion kometer (eller mere).

• Øreskyen: Oort-skyen befinder sig omkring 50.000 AE fra solen og kan teoretisk strække sig 5.000-100.000 AE ud i solsystemet. Oort-skyen indeholder op til 2 billioner iskolde objekter og et meget stort antal kometer. Det skal bemærkes, at Oorts sky aldrig er blevet observeret.
• Heliosfæren: Efter Oort-skyen kommer enden af solsystemet, "heliosfæren", som er solens enorme dråbeformede magnetfelt, der omgiver hele solsystemet og består af elektrisk ladede partikler. Mange astronomer mener, at heliosfærens afstand til solen er omkring 15 milliarder kilometer fra solen.