Fakta om jordskælv

1. Ofre: Jordskælv dræber omkring 8.000 mennesker hvert år og estimeres at have dræbt omkring 13 millioner mennesker de sidste 4000 år
2. Døgnets længde: Jordskælv kan ændre døgnets længde en smule, fordi de ændrer en smule på Jordens akse, hvilket trækker dens masse tættere på kernen. Derved øges Jordens rotationshastighed og døgnet forkortes. Det er samme princip kunstskøjteløbere udbytter, når de trækker armene ind til kroppen for at rotere hurtigere i en pirouette
3. Varighed: Et gennemsnitligt jordskælv varer ca. 1 minut. Jordskælvet i Sumatra i 2004 havde med sine 10 minutter (500 – 600 sekunder) den længste dokumenterede varighed
4. Kraft: Det kraftigste jordskælv i nyere tid (Chile i 1960) havde en kraft, der svarer til 2,7 gigatons TNT. Til sammenligning har en stor håndgranat en kraft på 30 gram TNT, en dynamitstang 1,1 kg TNT og atombomben over Hiroshima 16 kilotons TNT (selvom det er forkert at sammenligne jordskælv med atombomber, idet atombomber sprænger over jordens overflade og derfor ikke ryster jorden som jordskælv, der jo forekommer under jordens overflade)
5. Advarselstegn: Et af advarselstegnene på et jordskælv er, at vandløb, kanaler, småsøer o.lign. afgiver en mærkelig lugt, hvilket skyldes at gasser frigøres i undergrunden. Vandets temperatur kan også stige. Nogle forskere mener desuden, at dyr kan fornemme jordskælvs udbrud før os – enten fordi de er mere følsomme overfor de mindre rystelser eller også fordi kan mærke ændringer i elektriske signaler, der stammer fra underjordiske stens bevægelser
6. Første jordskælvsdetektor: For knap 200 år siden opfandt den kinesiske astronom og matematiker Zhang Heng (år 78 – 139) verdens første jordskælvsdetektor. Den kunne registrere jordskælv på mere end 600 kilometers afstand
7. Vulkanudbrud: Jordskælv kan også udløse vulkanudbrud, som det f.eks. var tilfældet i Mount St. Helens i 1980 og Etna i 2002
8. Laviner: Jordskælv kan også udløse laviner – og den værste lavine i verdenshistorien blev udløst af et jordskælv i Peru i år 1070. Lavinen var en 850 meter bred bølge af is, mudder og sten, der gled ned af bjerget Huascarán med 400 km i timen. Det fjernede hele landsbyer og dræbte mere end 18.000 mennesker
9. Efterskælv: Efterskælv forekommer efter et jordskælv og er en slags justerende effekt af jordskælvet, idet det tager tid, før jordskorpen falder til ro. Store jordskælv kan have efterskælv, der varer i flere år
10. Måneskælv: Jordskælv på månen kaldes 'måneskælv'. De forekommer mindre hyppigt og er ikke lige så kraftige som jordskælv på Jorden. Måneskælvene opstår desuden meget dybt i månen (ca. halvvejs mellem dens overflade og centrum). Man mener, at måneskælvene har en sammenhæng med månens vekslende afstand til Jorden (tidevandsvirkningen)

Flere fakta om jordskælv

Attribution: 663highland + Bernard Gagnon + Geomr – Wikipedia.org

De japanske pagodetempler er velkendte for deres evne til at modstå jordskælv, hvilket især skyldes deres fleksible struktur, der tillader dem at ”svaje med” jordskælvenes rystelser. Pagodernes fleksibilitet skyldes især, at de: 1) er lavet i træ, 2) er opført  uden brug af søm eller nagler og 3) er konstrueret i lag, der kan ”glide” på hinanden og tillader bygningen at svaje. Pagoderne er typisk over 1000 år gamle og har dermed beviseligt modstået tidens jordskælv. Japan er i dag én af de førende nationer inden for jordskælvssikring af bygninger

Hvordan opstår jordskælv?

Jordskælv opstår oftest af geografiske årsager, men kan også opstå som følge af jordskred, vulkansk aktivitet, atomprøvesprængninger, tests af landminer o.lign.

De fleste jordskælv opstår sandsynligvis som et resultat af at Jordens kontinentalplader bevæger sig (pladetektonik er en teori). Pladerne bevæger sig under 17 cm om året, men en bevægelse på blot 20 cm er nok til at udløse et stort jordskælv. Jordskælvene kan opstå på flere måder:

• Når plader støder sammen
• Når to plader støder sammen og den ene glider under den anden
• Når plader gnider mod hindanden
• Når to plader støder sammen og skubber hinanden opad
• Når plader trækkes fra hinanden

I de tilfælde ovenfor hvor pladerne støder sammen, opbygges trykbelastninger imellem pladerne. Når trykket bliver stort nok, udløses enorme mængder energi, som resulterer i et jordskælv.

Det kraftigste jordskælv i verden, som opstod i Chile i 1960, opstod som følge af kontinentalpladernes bevægelser

Største og værste jordskælv

• Karakteristika: De værste jordskælv kendetegnes generelt ved, at de 1) er kraftige, 2) har et hypocenter, der ligger mindre end 32 km fra jordens overflade og 3) opstår i tæt befolkede områder
• Flest ofre: Det mest dræbende jordskælv i nyere tid opstod den 23. januar 1556 i Shaanxi, Kina og blev målt til 8,0 på momentmagnitude-skalaen. Jordskælvet ramte mere end 97 amter og ødelagde et område på med en radius på ca. 840 km. I nogle amter blev 60% af befolkningen dræbt og det samlede dødstal var 830.000. En del af forklaringen på det høje dødstal var bl.a., at mange af ofrene boede i løst udgravede lerhuler, som kollapsede under jordskælvet
• Største i nyere tid: Det største og mest kraftfulde jordskælv i nyere tid var i Valdivia, Chile, den 22. maj 1960. Det blev målt til 9,5 på momentmagnitude-skalaen og udløste også en tsunami, der ramte den sydlige del af Chile, Hawai, Japan, Filippinerne, New Zealand, Australien og øgruppen Aleuterne. Jordskælvets samlede dødstal estimeres til at være mellem 3.000 og 6.0000
• Største i verdenshistorien: Det største og værste jordskælv i verdenshistorien var et jordskælv, som ramte Syrien den 20. maj 1202 og dræbte 1,1 millioner mennesker (dødstallet er dog et estimat og inkluderer også ofre for sult og sygdom som følge af jordskælvet). Knap ét år tidligere var området blevet ramt af et stort jordskælv (den 5. juli 1201) og det er uklart, om der var en sammenhæng mellem de to

Jordskælvs forekomst og konsekvenser

• Størrelse: Generelt gælder det, at jo større jordskælv er, des sjældnere forekommer de
• Små jordskælv: Der forekommer mange milloner mindre jordskælv hvert år – men størstedelen mærkes ikke af mennesket fordi de er for svage eller fordi de forekommer i øde egne, i havet o.lign.
• Ildringen: 80% af alle verdens jordskælv opstår i den såkaldte ‘Ildring', som er en hesteskoformet linje langs de asiatiske og amerikanske kyster, hvor flere kontinentalplader mødes

I skemaet nedenfor ses en oversigt over jordskælvs styrke, beskrivelse og konsekvenser baseret på rictherskalaen. Forekomsten for hvert jordskælvsniveau er også angivet.

* Forekomsten pr. år er baseret på gennemsnitlige estimater.

Jordskælv i mytologier

Attribution: mythencyclopedia.com + Mårten Eskil Winge + Hans Andersen – Wikipedia.org

På billedet ses (fra venstre mod højre) Namazu, Loke og Sigyn, verden ifølge den hinduistiske mytologi samt Poseidon

• Hinduistisk mytologi: I den hinduistiske mytologi holdes Jorden på plads af gigantiske elefanter, som balancerer på skjoldet af en skilpadde. Alle dyrene (og vores verden) hviler på- og er indlemmet i en enorm slange. Hvis nogle af alle disse dyr ryster eller bevæger sig, opstår et jordskælv
• Nordisk mytologi: I den nordiske mytologi skyldtes jordskælv Lokes strabadser. Som straf var Loke blevet fastlænket i en hule med en giftslange, som dryppede gift over hans hoved. Lokes kone, Sigyn, holdt en skål over hans hoved for at opfange giften, men hver gang hun skulle tømme skålen, dryppede giften ned i Lokes ansigt. I sit forsæg på at undgå giften, rykkede han sit hoved væk og ruskede i sine lænker, hvilket fik Jorden til at skælve
• Japansk mytologi: I Japansk mytologi er det en gigantisk malle ved navn ’Namazu’, der er ansvarlig for alle jordskælv. Namazu lever i mudderet under de japanske øer og bevogtes af guden Kashima, som holder mallen nede med en sten. Når Kashima er uopmærksom, bevæger Namazu sig omkring og forårsager derved jordskælv
• Græsk mytologi: I den græske mytologi var det havguden Poseidon, der forårsagede jordskælv. Skælvene opstod, når Poseidon var vred og hamrede sin trefork i jorden. Hans uforudsigelige adfærd gav ham også kælenavnet ’Jordrysteren’

Richer- og Momentmagnitudeskalaen

Richerskalaen

Richerskalaen blev udviklet i 1935 af Charles Richter og Beno Gutenberg, og havde til formål at måle styrken af mellemstore jordskælv (med en styrke på 3.0 – 7.0) i det sydlige Californien. Richerskalaen er en måling af jordrystelserne, der foretages med et særligt seismometer (en Wood-Anderson seismograf). Richterskalaen har dog 3 primære svagheder:

• I teorien har den ingen øvre grænse (hvilket også har givet den tilnavnet den ’åbne richterskala’), men i praksis har den aldrig kunne måle en jordsskælvsstyrke på over 9.0
• Den har en tendens til at måle alle større jordskælv til omkring 7
• Den er upræcis ved målinger, der er fjernere end 600 km fra jordskælvets epicenter

Richter og Gutenberg udviklede derfor en modificeret version af richterskalaen, som dog også viste sig at være upræcis ved måling af større jordskælv.

Momentmagnitudeskalaen

I 1979 udviklede seismologerne Thomas C. Hanks og Hiroo Kanamori momentmagnitudeskala (også kaldet ’Moment-Richtertallet’) for at adressere richterskalaens mangler. Momentmagnitudeskalaen blev specifikt udviklet til tilnærmelsesvist at matche værdierne på richterskalaen, så de er nogenlunde ens.

I modsætning til andre jordskælvsskalaer (heriblandt richterskalaen) har momentmagnitudeskalaen ingen øvre grænse. Dette har dog den bieffekt, at skalaen er upræcis ved måling af mindre jordskælv (i USA f.eks. anvendes den ikke til skælv med en styrke på under 3,5 – og langt størstedelen af alle jordskælvene i verden har en styrke på under 3,5).

I dag er momentmagnitudeskalaen den mest anvendte skala til måling af større jordskælv.